[Tilbage]

Om Asfalt



 

*
Vejen Kunstmuseum (1999)

Stilleben - en genopdagelse


Dette er historien om et arbejde, der blev til helt af sig selv.

Sådan kunne indledningen til denne historie skrives. For mere end ti år siden fik Tune Andersen ved en tilfældighed og i bogstaveligste forstand fingrene i en spand asfalt. En oplevelse af materiale, farve og stoflighed inspirerede til frembringelse af nye billeder. Tune Andersen (gen)opdagede asfaltteknikken, også kaldet bitumen-processen (latin, bitumen = asfalt) Det er en modificeret form af bitumenprocessen, idet asfaltemulsionen her lægges over det færdige sort/hvide aftryk.

Tune Andersens udgangspunkt er et sort/hvidt gelatine-sølv aftryk på barytpapir. Når asfalten er tørret, sprøjtelakeres billedet. Asfalten synes at have den egenskab, at den aldrig hærder helt. Selv efter flere års tørring er asfaltoverfladen fortsat sårbar. Lakken, der er en harpikslak beregnet til oliemalerier, forsegler og hærder overfladen. Asfaltfotografiernes hinde i orange-brune og grønne toner giver dem farven, som ikke er farvefotografiets, men et farvespil der giver mindelser til de gamle tidlige fotografier, og som samtidig spejler de nye motivers skarphed. Billedet ligger "gemt" nede i papirlaget som en juvel, nærmest hologramagtigt. Man føler trang til at vende og vippe fotografiet for at aflokke det alle dets facetter.

Den nye bitumenproces

Tune Andersens genopdagelse af asfaltprocessen har ikke i sig indbygget selve fremkaldelsen. Hans proces er en artikulation af selve det færdige fotografi. Da Niépce eksperimenterede med heliografien i 1820èrne, var det ved fremstilling af trykplader. Processen var ikke velegnet til de kamerafremstillede aftryk, fordi den krævede meget lang eksponeringstid.

Tune Andersens brug af tonede, håndkolorerede fotografier løber fra midt i 80èrne og frem til dette udvalg af værker. En del af motiverne på denne udstilling er netop den type reproducerende billeder, der kendetegner de første fotografier. Studier af faste, solide genstande i lys. Den tyske billedhugger Lehmbrucks (1881 - 1919) skulpturer, arkitektur-monumenter fra Europa og kvindeportrætter. Den oprindelige inspiration fra asfalt holder sig som en duft af gamle dage og med associationer til fortidens brug. Det var først i 1999, at Tune Andersen blev klar over, at bitumenprocessen var den ældste kamerabaserede fotografiske teknik.

Uddrag af katalogets forord, skrevet af Tove Thage, leder af den fotografiske samling, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, Hillerød.

 

Brighton (1992)

 

 

 

 

Landmærker (2001)

"Landmærker"


"Det Andet".

Arkitekterne har i snart 100 år tumlet med at løse det problem, at arkitekturens kolossale referenceverden har haft tendens til at fastlåse dens værker som teatralske erindringsscenarier, snarere end at lade dem åbne sig mod sin tid. Som følge af det, er det blevet almindelig praksis blandt arkitekter, at trække veksler på områder udenfor arkitekturens eget gebet. Indtryk fra f.eks. landskabets kartografi, designobjekter, billedkunst eller fotografi har ved deres krydsning med det specifikt arkitektoniske aflokket faget nye og fremadrettede betydningsdannelser. Arkitekturens rødder har således fået nye og finere forgreninger, hvis netværk synes at kunne opsuge næring fra et hvilket som helst naturgivent eller kulturelt område.

Arkitekturen har dermed fået et vist slægtskab med fotografiet, der er kommet til uden historisk ballast og, qua dets natur, er afhængig af motiver fra den omgivende verden for overhovedet at virke. Anvendt som kunstart er fotografiet derfor en "snyltekunst", der opererer i et vekselspil imellem et "taget" motiv og fotohåndværkets præmisser. Dette vekselspil er et væsentligt omdrejningspunkt for Tune Andersens fotografier. Siden debuten på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1987, har han igennem en lang række udstillinger og repræsentationer udforsket de kunstneriske særligheder, der fostres i spændingsfeltet mellem motivet og den fotografiske laboratorieproces.

Med udstillingen "Landmærker" præsenteres offentligheden for første gang for en samlet oversigt over Tune Andersens arkitekturfotografier, udført indenfor de sidste par år. "Landmærker" viser tydeligt, at kunstneren ikke interesserer sig for den nøgterne repræsentation, i hvilken fotohåndværket understøtter sit motiv som dets anonyme tjener. Der er snarere tale om et modsætningsforhold imellem motiv og håndværk, idet de bygninger der skildres alle optræder i stoisk ligevægt, mens de håndværksmæssige manipulationer indsvøber dem i et ekspressivt drama, udløst af et bogstaveligt attack på både negativer og de fremkaldte billeder. Med dette kontrastmageri opnår Tune Andersen det, at de afbillede værker får en enorm massivitet midt i det hele; som var det hans vilje at genkalde arkitekturens grundfæstede tyngde og monumentalitet. Det ældste værk er pyramiden ved Roms bymur, arkitekturens stærkeste arketype. Dens tilstedeværelse skaber et omdrejningspunkt for billedserien, idet motivernes påtrængende frontalitet gør pyramidefornemmelsen til et fælles anliggende - som en art arkaisk understrøm der knytter værkerne sammen.

Om sine arbejder siger Tune Andersen, at de er iscenesættelser af tilværelsens sammenstød imellem skønheden og smerten, livet og døden. "Som Pompeji efter lavaen". Som næring for disse iscenesættelser, har Tune Andersen udviklet en teknik, hvor han asfaltbehandler sine fotografiske tryk. Denne ganske egenartede teknik, der desuden omfatter blegning, toning og endelig lakering af det færdige billede, modsætter sig i Tune Andersens øjne bygningernes ophøjede ro, med "en undertone af 'det andet' - af en dyster rumlen". Men Tune Andersens asfaltteknik rummer også en anden kunstnerisk kvalitet, idet den synes at fratage de arkitektoniske motiver deres tidslighed. Således blander indslagene fra vor tid sig med de historiske emner, som var de alle trådt ud af samme urgrund. Omvendt beriges de gamle bygninger med et nærvær, der i en vis forstand bringer dem i frisk dialog med det, der omgiver os i dag - som når mennesker, der har levet et langt liv, trækker begivenheder frem fra sindets dunkle erindringslag og giver dem nyt liv.

Tune Andersen har tidligere omtalt sine asfaltbehandlede arkitekturfotografier som "dekompositioner", hvorved han henviser til billedernes tilstand af mere eller mindre fremskreden opløsning eller nedbrydning. En nedbrydning der antageligvis fortsætter efter billedet er færdiggjort, idet asfalten har den egenskab, at den aldrig hærder helt, og derfor må formodes at fremme nedbrydningsprocessen. Hermed har Tune Andersen fået tilføjet et ekstra betydningslag i sine metaforiske iscenesættelser. En bestyrkelse af værkernes tvetydige dualisme imellem det, der er tæt på, og det, der forekommer os stadigt fjernere. Billedserien "Landmærker" fremstiller således tilværelsens smertelige erkendelse af, at det, der kommer os i møde, også er på vej væk.

Med udstillingstitlen "Landmærker", føjer Tune Andersen en sidste brik til sine iscenesættelser. Det er den brik der indrammer værkernes arkitektoniske substans. Landemærket er orienteringspunktet ude i ørkenen; det er det bestandiges tyngdepunkt. Det stemmer os til ro midt i den omgivende verdens utilregnelige virvar af grumset foranderlighed. Landemærkerne er Tune Andersens motiver. De er lån fra arkitekturen, hentet ind for at blive underkastet fotolaboratoriets snedigt udtænkte recepter. Denne konfrontation er ikke alene til gavn for de fotografiske kvaliteter, men returnerer også hilsner til arkitekturens verden. Tyngdebringende hilsner.

Uddrag af katalogets forord, skrevet af Thomas Bo Jensen, arkitekt.

 

Kaffetårnet (1999)

 

 

 

 

Ud & Se, april 1998

Halvdelen af Tune Andersens asfaltbearbejdede dobbeltportræt af kunstsamleren John Hunov, erhvervet til Portrætsamlingen, Frederiksborg Slots Museum i Hillerød. Her gengivet på forsiden af Ud & Se, april 1998.

 

[Tilbage]