[Tilbage]

Om Pongo Pygmaeus


     Politiken, oktober 1991
   
 

 

Surreel surrealisme

Fascinerende fotoudstilling af Tune Andersen på Kunstindustrimuseet

Af LARS GRAMBYE / INFORMATION 19/11 1991

I en tid, hvor iscenesættelse og bearbejdning af motiv og billedmateriale igen udgør en central strømning inden for den fotografiske kunst ? og ofte rask væk karakteriseres som "surrealistisk", ? er det måske på sin plads at erindre om Susan Sontags kritik af det tilstræbt surrealistiske fotografi. For Sontag at se er teatraliseringen og manipulationen af det virkelige i denne form for fotografi unødvendig, for ikke at sige malplaceret, idet surrealismen allerede ligger "i selve hjertet af den fotografiske aktivitet". Man behøver slet ikke at dramatisere med udstyr og artefakter, montager og indridsninger, for ifølge Sontag leverer fotografiet allerede i sin "naive", og "vederhæftige" form et højdramatisk og overvirkeligt syn på verden, væsensforskelligt fra den naturlige synsmåde. Denne fotografiets indbyggede surreelle patos består i dets evne til at trække det afbildede ud af eller ud over virkeligheden og tiden. Bevare det forgængelige i en overvirkelig tidslomme af billeder med budskaber fra det forgangne, det glemte, det oversete, det skjulte. Uvilkårligt lader fotografiet en anden virkelighed komme til syne: Den virkelighed, der forsvinder, som er blevet fremmed eller fortrængt, men som fotografiet fastholder, afslører eller udpeger skønheden i. Deri dets melankoli. Deri dets grundlæggende surrealisme.

En bortgemt verden
Al yderligere staffage er således blot støj, hvis man besidder samme surrealistiske sensibilitet som Susan Sontag. Problemet er vel blot, at det gør man i stigende omfang ikke. Eller rettere: vores realitetssans er ikke længere så funderet, at vi formår at skille det reelle fra det surreelle, d.v.s. skelne mellem virkelighed og billede. Bearbejdningen og iscenesættelsen af fotografiet opleves derfor ofte som en relevant surrealisering af virkeligheden, selvom der altså dybest set er tale om en surrealisering af det allerede surreelle! Nogle fotografer arbejder dog stadig med kameraet som et unikt middel til at etablere et surrealistisk syn på verden uden yderligere falbelader. En af dem er Tune Andersen, hvis billeder for tiden kan ses på Kunstindustrimuseet i København. Han har i et par måneder fotograferet de gamle dyrepræparater på Zoologisk Museum: udstoppede, nedlagt i formalin eller med knoglerne monteret på stativer. En bortgemt verden af forlængst kreperede dyr, som mølædte og gulnede nærmer sig stoffets opløsning og død, men med en større langsommelighed end i virkeligheden og derfor med en både fascinerende og frastødende stemning omkring sig af kunstigt forlænget liv eller overlevelse.

Surrealistisk sensibilitet
Dét benytter Tune Andersen sig meget overbevisende af. Han forstår til fulde at lade den fotografiske synsmådes surrealisme træde frem i al dens foruroligende og fascinerende styrke. Han tror på denne iboende surreelle kvalitet og behøver derfor ikke andre dikkedarer end omhyggeligt modellerende skygger, isolering af de pertentligt skarpe kroppe på diffuse baggrunde samt en bruntoning af de sort?hvide billeder. Omsorgen for genstandenes fremtrædelse og toningen understreger blot oplevelsen af deres særegenhed, ælde og forgængelighed, som fotografiet herved ganske overvirkeligt bevarer for eftertiden. Men det virkelige scoop er, at disse stakkels dyr i deres støvede og mugne samling jo allerede udgør ét surrealistisk scenario, før end fotografen er kommet til stede. De er selv, lige som fotografiet, overvirkelige og kunstige fikseringer af noget forgangent og dødt, som med største omhu er søgt bevaret, præpareret og etiketteret. Der er med andre ord også tale om en dobbelteksponering i Tune Andersens billeder. En surrealisering af det surrealistiske. Men resultatet er et andet end for hans iscenesættende og manipulerende kolleger. I stedet for en polaritet mellem virkelighed og billede, realitet og surrealitet, afsløres en parallellitet mellem disse. Fotografier er at ligne med udstoppede dyr og omvendt: Surrealismen har forlængst holdt sit indtog i den såkaldte virkelighed uden for fotografiet. At få øje på den kræver ikke nødvendigvis teatralisering og håndfast bearbejdning. Surrealisme handler ikke om effekt, men er først og fremmest et spørgsmål om sensibilitet. Sansen for det overvirkeliges urovækkende parallel?eksistens selv i den mest banale virkelighed. Det er en sans, som ikke mindst fotografiet har lært os at anvende, og som Tune Andersen i dette tilfælde demonstrerer så glimrende.

Tune Andersen: Pongo Pygmaeus. Stensalen ved Kunstindustrimuseet, Bredgade 68, København.
Anmeldelse i Information den 19/11 1991

 

 

 

Jubilæumsudgivelse, Zoologisk Museum (1995)

 

 

 

 

Ud og Se, oktober 1996

 

[Tilbage]